Om at have modet
På nogle plejecentre ser jeg vægge med "overskudsbilleder" foræret af pårørende og/eller af personale.
Og vægge med kunst - udlånt af en lokal kunstner/-gruppe.
Takker du/I nogle gange nej til billeder, der stopper ved øjnene - og IKKE når ind til beboernes hjerter?
Bør plejecentre/personale have "modet" til også at takke nej til billeder?
Apropos mod ...
Nogle borgere har fotos af børn og børnebørn på væggen.
Nogle af disse fotos er så små, at jeg tænker, om borgerens syn mon er godt nok?
Nogle af borgerne er så ramte af demens, at jeg tænker, om motivet af barnebarnet stadig når ind til hjertet?
Måske et stort vægfoto med en hestemule og en pigehånd har kortere vej ind til hjertet end barnebarnet?
Jeg ved godt, at den private stue er borgerens/de pårørendes domæne.
Men uanset om du er pårørende eller personale ...
- har du modet til at tænke/foreslå/prøve en hestemule på væggen i stedet for et barnebarn? - og er det OK at gøre det?
Der findes ikke én facitliste for vægfotos på plejecentre.
Men det kan være en rigtig god idé at imødegå "tilfældigheder" ...
- ved at have taget snakken om det - og have en holdning til det.
